Det begynder med en streg.

Ikke en computertegnet streg, men en, der er tegnet i hånden — usikker, lidt skæv, måske visket ud og tegnet igen tre gange, før den sidder rigtigt. Stregen er klitten, kysten, bakken du plejede at cykle op ad. Den er ikke et billede af stedet. Den er et forsøg på at huske, hvordan det føltes at stå der.

Fra stregen bliver formen. Vi skærer ind til benet — fjerner alt, der ikke er nødvendigt, indtil kun essensen er tilbage. Det er her, en dialekt bliver til en kurve, en vestenvind bliver til en linje, og en hel sommer bliver til ét enkelt, minimalistisk motiv.

Til sidst får den et navn — en diagnose eller et stykke redningsudstyr — og bliver trykt på 250 g silkepapir i et trykkeri i Danmark. Men det hele startede med en streg. Og med et sted, nogen ikke kunne lade være med at tegne.